Hvad er tchoukball?

Tchoukball er en dynamisk holdsport, oftest spillet indendørs, hvor to hold af syv spillere forsøger at score point ved at kaste en bold på størrelse med en håndbold ind på en af to trampoliner der står i hver deres ende af banen, og få bolden til at springe tilbage og lande på jorden uden for feltet, uden at modstanderholdet når at gribe den. Hvis modstanderholdet når at gribe bolden, fortsætter spillet, nu med dem i angreb. 

Kan spilles på alle niveauer

Da tchoukball er en sport, der er designet til så vidt muligt at undgå skader, er der ingen tacklinger eller anden fysisk kontakt mellem spillerne, og der lægges mere vægt på teknik og samarbejde end på fysisk styrke. Reglerne er desuden nemme at lære, og bevægelserne er velkendte og naturlige, da tchoukball er inspireret af andre sportsgrene som håndbold, volleyball og squash, hvilket gør tchoukball til et spil hvor alle kan være med. Dog spilles kompetitiv tchoukball på det højeste niveau som en hurtig, teknisk og intens sport, hvor man konstant skal være klar til hurtigt at omstille sig fra angreb til forsvar, og vice versa. 

Fair play

I tchoukball er der altid fokus på fair play, og på at have respekt for både med- og modspillere. At vinde i tchoukball handler om at spille bedre end modstanderne, ikke om at afbryde eller forstyrre modstandernes spil. Det handler om at løfte hinanden, og lade os inspirere af både med- og modspillere, til at spille så godt vi kan. Smukt spil avler smukt spil.