Tchoukballs Historie
Modsat så mange andre sportsgrene er tchoukball ikke en gammel sport, som stille og roligt er blevet til henad vejen. Det er en relativt ny sport, som blev opfundet i Schweiz tilbage i slutningen af 60’erne. Sporten blev specifikt designet til at være så skånsom og skadefri som muligt og samtidig være en holdsport med gang i. Herunder kan du læse om historien bag tchoukball.
[Nedenstående er en løs oversættelse af Tchoukball UK’s gennemgang af sportens historie. Du kan læse originalen – og meget mere – på TUK’s hjemmeside]
Den tidlige begyndelse i 60’erne og 70’erne
Dr. Hermann Brandt var en fremtrædende schweizisk biolog. Det var gennem hans forskning i virkningen af fysiske aktiviteter, at idéen til tchoukball opstod. På Dr. Brandts tid – og måske også i dag – forårsagede mange sportsgrene chokerende skader, som forhindrede selv de stærkeste atleter i at fortsætte med at deltage. Efter at have diskuteret disse bekymringer i bogen “From Physical Education to Sport Through Biology”, præsenterede Dr. Brandt sin nu berømte artikel “A Scientific Criticism of Team Games”.
I denne artikel undersøgte Dr. Brandt måder, hvorpå man kunne konstruere det perfekte holdspil, samtidig med at han tog højde for sin vigtigste bekymring: at reducere skaderisikoen. Den praktiske udformning af hans idéer, som udsprang af hans kritiske studie af eksisterende spil, er det spil, vi i dag kender som tchoukball. Det særprægede navn kommer af lyden “tchouk”, når bolden springer tilbage fra en tchoukball-ramme. Dr. Brandt mente, at dette ville blive universelt accepteret. Han døde i november 1972, men nåede at se nogle af sine store forhåbninger blive realiseret.
Sporten udbredes i 80’erne og 90’erne
De fleste sportsgrene kan spores tilbage til beskedne begyndelser og lange udviklingsperioder, før de etableres som nationale og internationale sportsgrene. Tchoukball er ingen undtagelse. Det har krævet tid og tålmodighed at overbevise folk om, at dette unikke spil virkelig er en “sport for alle”, men nu tyder alle tegn på, at budskabet er ved at trænge igennem. I løbet af 1980’erne løftede Taiwan tchoukball til et nyt niveau, med betydelige investeringer, som gjorde det til landets tredje største sport og skabte konstant over 200 hold til deres nationale mesterskaber. I Europa er det Storbritannien, som sammen med Schweiz, hvor tchoukball først opstod, der særligt driver dagsordenen for at fremme sporten.
Fra begyndelsen har spillet appelleret til en usædvanligt bred og mangfoldig gruppe af mennesker, klubber, organisationer, offentlige institutioner og uddannelsessteder.
Tchoukball konsolideres i 00’erne og frem
I 2000 blev der i Genève afholdt en verdensturnering for at markere 30-årsdagen for tchoukballs fødsel. Dette event fik virkelig sat skub i sportens udbredelse i Europa. Siden har der været afholdt EM og VM hvert fjerde år i en fast kadence. Derudover findes der årlige selvstændige turneringer, som samler spillere fra Europa og resten af verden, heriblandt vores egen Domini Fox Memorial Tournament (for klubhold), Geneva Indoors (Nations Cup og åbne turneringer) og TBI Beach TchoukBall Festival i Rimini, Italien.
